Typisk for den amerikanske natur, kunne jeg først se områdets særlige kendetegn da jeg var der og forinden var der ikke noget der indikerede, at naturen brat skiftede udseende. Selv om jeg ofte oplever dette bratte skift, så overrasker det mig altid og efterlader naturligt spørgsmålet: Hvad hulen er der lige sket her? 

 

Jeg befinder mig 6 km uden for Prescott i Arizona, og det er min første rundrejse dag. Vejret er 28 grader og kalenderen skriver 2 september. Da jeg forlader min bil og går fra parkeringspladsen ned mod søen, kan jeg godt mærke, at jeg har lidt jetlag i kroppen. Jeg fumler lidt med mine ting og har en fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være. 

 

Det smukke syn af de store granitsten, får mig imidlertid på andre tanker. På grund af vandkvalliteten, må man ikke må bade i søen, hvilket dog ikke forhindrer folk i at sejle i kano, klatre, fiske, eller blot hygge sig ved vandkanten.

   

Der er mange små reservoirer i Prescotts bakker, men Watson Lake er den mest populære. Søen ligger på nordsiden af Prescott og drives som en bypark, så der er en mindre entre. 

 

Parken minder om Joshua Tree National Park

Hvis man syntes at man har set noget ligende, er det måske fordi, at klipperne i form og farve ligner klipperne i Joshua Tree National Park. Til gengæld har jeg ikke set noget der ligner klippestenene andre steder i USA.

 

Når solen skinner helt rigtigt, bliver søvandet safirblåt - et perfekt supplement til de beige- og orangefarvede klipper. 

 

Parken har flere gode stier. Har man god tid, så tag turen rundt om søen ad Watson Lake Loop trail på 7,7 km, der tager ca. 3 timer. Den sydlige halvdel af ruten er særdeles let at gå, hvorimod den nordlig er klippefyldt og vurderes som moderat udfordrende. Det anbefales at man går i urets retning.

 

På dagen valgte jeg at fokusere på den nordlige del, der er meget kuperet, men også mere seværdig. Her er ruten North Shore, Flume og Watson Lake Dam på 3,2 km på 2 timer velvalgt. Ruten går også forbi den lille dæmning. 

 

På de klippefyldte områder er stierne markeret med farvemarkeringer, hvilket gør det let at følge stien. Det strider dog mod National Park Service anbefaling om ikke at efterlade spor. (Leave no trace!) Måske skyldtes det jetlagget, men pludselig begyndte jeg at gå i den gale retning. To minutter senere fik jeg en notifikation fra min vandreapp AllTrails, hvori der stod “Du følger ikke trailen. Er det med vilje”? Jeg fik hurtigt ændret kurs og fandt ind på trailen igen. 

​

Flume Trail

Efter et kort stykke, går jeg ind på Flume Trail, der er et loop. Her går man på store klippeflader, op og ned i terrænet. I bunden af trailen kommer jeg forbi en lille lund, hvor hundredevis af cikader giver deres mening til kende. Lyden får mig til at stå stille og nyde deres rytmiske sang. Jeg følger den lille creek helt op til bunden af den lille dæmning, hvorfra der udledes det vand der udgør den nævnte creek. Vejen tilbage går mest opad, indtil jeg forlader loopet og går langs søen til parkeringspladsen.

 

Bag min bil står min rygsæk mutters alene. Det løber mig koldt ned af ryggen, for heri ligger mine penge, kreditkort, pas, vigtige rejsepapier, kamera, kørekort osv… Tasken har stået her i 2 1/2 time, frit tilgængelig for de mange besøgende der går lige forbi. Min første tanke er, at alt selvfølgelig er rippet, for dette er trods alt USA. Jeg forbander naturligvis min skødesløshed, men da jeg går tasken igennem mangler der intet. 

 

I “nærheden”:

Sedona

Route 66

Grand Canyon South Rim

​

​

© Alle fotos af Michael Bo Christensen/Drivingusa.dk