top of page

Utahs 5 store nationalparker

Turen går til Utah

Rute til Utahs store nationalparker. Roadtrip ruter og nationalparker i USA.

De 5 store, kun 2:30 time fra Grand Canyon

Når talen går på roadtrips til sydvest USA, er det ofte Highway One, Californien, Grand Canyon, Yosemite og Death Vally der nævnes. 

 

Ofte glemmes den stat der - efter min mening - har de flotteste nationalparker.

Nok kalder nabostaten Arizona sig for “The Grand Canyon State”, men i Utah kan man godt være med. Her er de fem store. The Big Five. 

1. Zion

2. Bryce

3. Capitol Reef

4. Canyonlands

5. Arches

 

Som perler på en snor, eller som rubin, diamant, smaragd, opal og platin, ligger de klar og venter på at du kommer og fotograferer dem i al deres skønhed. Form, farver, størrelse og fremtoning, samt hele den sammenhængende natur der knytter sig til det enkelte område, er meget forskellige.

 

Som perler på en række, for der er højest 2:30 timers kørsel i mellem dem. En passende længde, når man er på roadtrip.

 

Zion.

Med sine smukke, men ofte også skrækindjagende vandreruter. Ruter med små vandfald som f.eks på Emerald Pools, eller svimlende Angels Landing. Ikke alle når op hvor englen lander, men må give op, før de når toppen på denne halsbrækkende klippe.

 

Knap så kendte, men også udfordrende er Hidden Canyon, hvor stien, nogen steder, er under en meter bred, men med en kæde man kan holde (klamre) ved. Zion byder på mange forskellige ruter, korte som lange. Alle kræver de forberedelse af vandrene, om ikke andet så de praktiske ting. Kort, vand og mad. 

 

Jeg nævner ofte køreturen gennem Zion, fra Springdale til Mt. Carmel Junction. Det er ikke noget tilfælde. Ruten fremhæves på alle de hjemmesider, der handler om Scenic Drive ruter i USA. 

Bryce Canyon.

Hvad er din yndlings nationalpark, bliver jeg ofte spurgt. Det er et urimeligt spørgsmål, for jeg har det som et barn i en slikbutik, der bliver spurgt om hvad det bedst kan lide. Svaret er dog klart Bryce. Det er overvældende at se det første gang, og anden gang….

Desuden er det nemt at komme til og nemt at overskue.

 

Hoodoos klippene der ligner formede stensøjler med deres gullige og røde sandblæste farve, er i særklasse et enestående. Se dem gerne ved sol- op og nedgang, hvor de lyserøde klipper dramatisk udsættes for et farveskift,  man ikke tror muligt. Oplev Bryce ved fuldmåne eller kig på stjernerne. Området ligger højt og luften er klar her i Staircase Escalante området, hvor der er langt til næste by (lyskilde). 

 

Capitol Reef. 

Denne ikke særlig kendte nationalpark, har skruet op for farverne. Kombinationen af canyons og den grønne vegetation spiller fantastisk godt sammen, som man f.eks også ser i Sedona, Arizona området. Mange af ruterne føles tæt på klipperne, så man at man blot behøver at række hånden ud af vinduet, for at nå dem.

Se f.eks Temple of the Sun, Gooseneck Overlook og Hickman Natural Bridge. 

I området er der flere steder der hedder noget med “Overlook Point”, eller “Scenic Drive”. Sådanne steder er altid noget særligt. Prøv f.eks Scenic Drive mellem Torrey - Boulder - Escalante ad Hwv. 12. Ruten er et godt eksempel på at vejen til seværdigheden, kan være seværdigheden selv. 

 

Dette gælder f.eks Burr Trail (Scenic Drive) er også en kæmpe oplevelse med et ganske varieret terræn, både med asfalt og grusvej som underlag og nogle gode kilderbakker hvor tungen skal holdes lige i munden. Her findes talrige muligheder for at stille bilen og vandre i området. Ruten er en del af Grand Staircase-Escalante National Monument, Utahs største naturområde. Start i Boulder og slut i Glen Canyon Recreation Area ved Lake Powell

Har du tid til en ekstra rute i området, så tag 60 km’s ruten Hell’s Backbone Rd. Hell's Backbone Road ligger mellem byerne Boulder og Escalante. Gør stop ved broen, hvor kun en bil ad gangen kan passere. Bemærk, at ruten ikke er det naturlige valg når du kommer til en af byerne. Ruten er, så at sige, en smuk lille omvej.

 

Canyonlands. 

Lige uden for byen Moab kører man op mod Canyonlands. Klipperne ligger spredt ud over hinanden, og ligner et projekt der ikke er blevet ryddet op. Derefter går turen højt op i området der rummer både Canyonlands National Park og Dead Horse Point State Park. De to områder ligger ret tæt på hinanden og man undres over opdelingen.

 

Dead Horse Point er virkelig flot, med Colorado River der bugter sig nede i dybet. Fra udsigtspunktet kan man se den støvede grusvej Potash Rd. (Hwy. 142), der senere bliver til Schafer Rd. og ender helt oppe på kanten af Grand View Point i 

 

På kortet ser vejen måske ud som en genvej, men det er det bestemt ikke. Har du en firhjulstrækker og nerverne i orden, kan du overveje at køre denne rute.

I Canyonlands, af mange kaldet “Lille Grand Canyon”, bør du se områder som Upheaval Dome, Shafer Overlook, Grand View Point, Green River Overlook og White Rim Overlook.         

 

Arches. 

Den gennemgående vej fra indgangen til Arches til endestationen Devils Garden, hedder “Arches Scenic Drive”. Vejnavnet antyder at ruten er meget seværdigt og intet kan være mere rigtigt. Arches set fra bilvinduet af, er en overvældende naturoplevelse, men und dig selv at gå på nogle af de stier der bringer dig helt tæt på, f.eks turen op til Delicate Arch er anstrengelsen værd. Mulighederne er mange.

Ved starten ses de høje brunrøde stejle klipper kaldet Park Avenue (min favorit), og derefter bør man minium se Three Gossips, Hole-in-the-wall, Balanced Rock, Windows, Double Arch, Delicate Arch og Devils Garden.

 

Arches er en af fotografernes yndlingssteder, året rundt. 

Utah har sit navn fra "Ute", der betyder "jord af solen". Ute er også navnet på en indianerstamme der levede på Colorado plateauet, der dækker store dele af Four Corners staterne. Ute stammens krigere var frygtet af både nybyggere og Navajo stammen, som Ute tit lå i krig med. Ute indianerne kaldte sig selv for "People of the mountains", hvilket passer fint på staten Utah. 60% af staten ligger i 1600 meters højde.   

Tip:

Flere af mine ruteforslag går forbi disse fem store nationalparker, f.eks Highway 1, Grand Canyon staterne, Rocky Mountains og Hwy. 89.

Delicate Arch taget fra Viewpoint. Roadtrip ruter og nationalparker i USA
Fantastiske Bryce Canyon Nationalpark. Roadtrip ruter og nationalparker i USA
DE 5 store nationalparker i Utah. Dead Horse State park. Drivingusa.dk
Utahs 5 store nationalparker. Zion. Roadtrip ruter og nationalparker i USA
Capitol Reef. En af Utahs 5 store nationalparker. Roadtrip ruter og nationalparker i USA

Zion Nationalpark er flot i al slags vejr.

Bryce Canyon Nationalpark. Hoodoos i verdensklasse.

Lad ruten går gennem Capitol Reef

Dead Horse ved Canyonlands.

ƒ

© drivingusa.dk

© drivingusa.dk

Klik på kortet

Delicate Arch set fra viewpoint. Se min video.

Har du en kommentar, eller et spørgsmål, så brug Facebookgruppen USA Forum.

bottom of page