Route 66 - Mother Road

 

Den ikoniske rute mellem Chicago og Los Angeles er naturligvis en klassiker, når vi taler roadtrip.   

Mange bliver dog skuffede, når de kører den lange rute, især den halvdel der er tættest på Chicago. På denne del af turen, sker der simpelt hen for lidt.  

 

Ruten starter ved Michigansøen i Chicago og slutter på Santa Monica Pier, på Venice Beach i Los Angeles. 8 stater og 3939 kilometer lang. 

 

Den blev bygget i 1920’erne, med henblik på at forbedre infrastrukturen, så lastbiler kunne fragte gods rundt. Fra starten var vejen slet ikke asfalteret. I 1930’erne brugte landmænd vejen til at søge ind til byerne, efter job, da store landområder var ramt af tørke.

 

Trafikken på vejen medførte, at mange små samfund skød op langs vejen og under depressionen klarede nogle af disse samfund sig en del bedre, end andre småbyer i USA. Beboerne langs vejen levede af at handle med de mange rejsende. Tankstationer, restauranter og moteller florerede i disse småbyer. Steder som Roys- og Bagdad Cafe, er kendt af mange.

 

I 1938 blev Route 66 den første hovedvej, der var asfalteret i hele sin længde. På trods af dette var mange strækninger på vejen livsfarlige at køre på, og ruten fik øgenavnet "Bloody 66”. 

 

Black Mountains i Arizona gav anledning til problemer. Strækningen var fyldt med skarpe hårnålesving, og stigningerne var de stejleste på hele ruten. Mange rejsende var så bange for at køre denne strækning, at de hyrede lokale som vejvisere.

 

Under 2. verdenskrig blev vejen også flittigt benyttet, da endnu flere mennesker rejste mod vest,  for at arbejde for krigsindustrien i Californien.

 

I 1956 begyndte nedturen for Route 66. Den daværende præsident, Dwight D. Eisenhower, underskrev et lovforslag, der etablerede USA's nye motorvejsnet, "The Interstate Highway Act". Eisenhower var under 2. verdenskrig blevet imponeret af Tysklands motorveje, og ønskede at  USA fik nogle tilsvarende. I dag kender man dem som Interstates, det vil sige motorveje der krydser flere stater. Øst-vest har lige numre. Nord-syd har ulige numre. 

 

Motorvejene udkonkurrerede Route 66 og de byer og hoteller der lå langs den, sygnede hurtigt hen og forfaldt.

 

I dag er det ikke længere muligt at gennemkøre Route 66 i hele den udstrækning, den oprindeligt havde, men mere end 80 % af vejen eksisterer stadig, eller er blevet genopbygget. Nogle af de oprindelige veje er stadig velbevarede. Prøv at overnatte i en af de gamle hoteller og oplev den charme, der knytter sig til den historiske rute. 

 

I Williams, Arizona er Route 66 stadig hovedgade. Byen reklamerer i øvrigt med, at der er 45 km til nærmeste trafiklys. 

 

Sangen Get Your Kicks On Route 66, blev kendt verden over, med Nat King Cole og mange andre artister har lavet musik om Route 66 blandt andet Rolling Stones og Van Morison

 

Kun de færreste tager hele turen, men på en af de klassiske roadtripruter fra Los Angeles til Grand Canyon, kører man på, eller tæt på, Route 66. Besøg byer som Kingman, Seligman og Williams, hvor der er masser af gøgl og gejl. Den historiske rute er meget i live her, med masser af gamle biler, vej- og reklameskilte, chrom og 50’er stemning. Besøg f.eks legendariske Hackberry General Store. På denne del af 66 kører man også igennem Hualapai indianer reservatet ved Peach Springs. 

 

Personligt syntes jeg, at en hel del af Route 66 er en turistfælde, uden megen substans. 

 

Ønsker man at køre hele ruten, bør man tage sig tid.14 dage er et realistisk bud, afhængig af antallet af afstikkere. Turen bør køres fra øst til vest og bedst i sommerhalvåret. Overvej en cabriolet eller en Harley-Davidson. 

 

Personligt syntes jeg at den sydvestlige del af Route 66, naturmæssigt, er mest interessant at køre. Det vil sige vest for Amarillo i Texas. Mange steder på den lange rute kører landevejen Route 66 ved siden af motorvejen og man skal nok være virkelig dedikeret, hvis man absolut må køre på den ofte hullede smalle hovedvej. Nogle steder er motorvejen endda Route 66.

 

Jeg har kørt USA fra øst til vest og husker især oplevelsen af hele dage, hvor landskabet var det samme. Kornmarker i Iowa, eller bjerge i Wyoming. Roadtrip i slow gear. Lidt den samme fornemmelse finder man på Route 66, hvis man kører den i hele sit strækning.

 

Jeg har ikke kørt alle de 4000 km, men kender den sydvestlige del. Her følger “San Francisco Peak” med på turen, med sine 3851 højdemeter, der rager op og viser vej. Det siges fejlagtigt, at man fra toppen kan se til San Francisco. Indianerne kalder den for "Bjerget uden vand", idet der ikke ligger nogen sø for foden, men derimod Little Colorado River. Bjerget har stor historisk betydning for Navajo og Hopi indianerne, der brugte den til at anslå, hvornår de skulle så deres majs.  

 

 

Seværdigheder ved ruten: (sydvest)

Cadillac Ranch (Cadillac biler der er delvis gravet ned)

Painted Dessert (smuk ørkenområde, der smukke mesas i mange farver)

Petrified Forest National Park (forstenede træ)

Crater (meteornedslag har skabt et stort krater)

Grand Canyon (nationalpark)

Route 66 byerne Williams, Seligman og Kingman

Oatman (by hvor æslerne går frit rundt og cowboys skyder med “skarpt”)

London Bridge (bro ved Lake Havasu, købt i London og genopbygget)

 

​

Seværdigheder tæt på ruten: (sydvest)

Bandelier National Monument (indianerruin, hulemalerier og smuk natur)

Kasha-Katuwe Tent Rocks National Monument (utrolige canyons der ligner telte)

Grand Falls i Navajo reservatet (vandfald i ørkenen, i Navajo reservatet)

Monument Valley (canyons i filmkulisse, i Navajo reservatet)

Blue Canyon (hoodoos i verdensklasse i Hopi reservatet)

Sedona (utrolig smuk by i Scenic område)

​

Tidsforbrug: Ca. 14 dage

​