Historikken om amerikanske Ghost Towns, er stor set de samme, over hele USA.

 

Ædle metaller som sølv eller guld bliver fundet. Guldgraverne ankommer. En ny by dannes og kaldes for "boomtowns". Guldet slipper op. Arbejderne rejser. Få år efter står byen tilbage. Forladt. Goldfield er ingen undtagelse. Og dog.

 

I 1892 blev der fundet guldmalm i "Det mistrodiske bjerg" Superstitions Mountains. Guld af høj kvalitet.

 

Allerede året efter blev byen så stor, at den fik sit eget posthus, et tegn på anerkendelse og eksistens berettigelse. 

​

Masser af minearbejdere strømmede til området og på ingen tid voksede byen og fik tre saloner, et pensionat, general store, bryggeri, smedje, slagter og en skole. Da indbyggertallet var på sit højeste, boede her 1.500.

 

Posthuset klarede sig kun 6 år, inden det blev nedlagt, for da guldåren svandt, drog minearbejderne til nye boomtowns, med drømme om guldfund og et liv i rigdom. Goldfield blev en spøgelsesby, der blot stod og forfaldt.

​

I starten af det 1900 århundrede, blev der udviklet nye maskiner og redskaber, der gjorde minedriften nemmere og mere rentabel. En sekretær for Arizonas guvernør, ved navn George Young, fik derved sat skub i minen igen og i de følgende 5 år kom byen til live igen. Byen kaldes nu for Youngsberg, indtil den i 1926 definitivt må give op. Guldet var væk og posthuset måtte endnu engang lukke.

 

Fra ghosttown til turistby

Først 40 år senere kom Robert F. "Bob" Schoose og hans kone Lou Ann til området med de overtrodiske bjerge. De forelskede sig i området og besluttede at bygge byen op igen, nu som turistby. 

 

Parret genopbyggede de forfaldne huse og etablerede et museum, samt mulighed for at komme på guidet tours ned i minerne. Således kan kan idag besøge Goldfield, der fremstår flot og interessant. Dagligt finder der opgør sted, mellem cowboys der duellerer, midt på hovedgaden, til ære for turisterne.

 

Byen ligger ret flot placeret, og man ser masser af kaktus i alle former og størrelser, som er karakteristisk for det sydlige Arizona.   

 

Bjergene har gennem tiden været meget mystificeret og forbundet med overtro, inspireret af Pima indianske legender og Apache, der levede i området fra 1800 tallet.

​

Spanieren Francisco De Coronado var på guldjagt med sine soldater i bjergene. Da de kom ud af bjergene kunne de berette om flere uforklarlige ting. Soldater var fundet døde om morgenen, andre var pist forsvundet. Man kunne ikke have tillid til dette sted og man var nødt til at være mistænkelig over for bjergene. Navnet blev, som så ofte før, hængende. 

​

Apache indianerne troede, at der var en hule i bjergene, der var fyldt med guld og at denne blev beskyttet at tordenguden.

 

The Lost Dutchman

Goaldfield ligger i “The Lost Dutchman” State Park. Parken er opkaldt efter "Den forliste hollænder", Jacob Waltz, der egentlig var en tysk guldgraver. I følge rygtet, skjulte han guld fra minen gennem flere år, for at snyde hans kompagnon. Denne blev i følge Waltz, senere dræbt af Apache indianere, mens andre påstår at det var Waltz selv der var den skyldige. Hvor guldminen lå, ville Waltz ikke ud med. Tusinder af lykkeriddere har gennem tiden ledt forgæves efter den.

 

Over 100 mennesker er dokumenteret døde i de smukke Superstitions Mountains i jagten på minen, eller opgør mellem revolvermænd. Filmen "Lost for gold" med Glen Ford i hovedrollen handler om denne historiske baggrund. 

​

Byen er et stort hit for børn i alle aldre. Når man står i hovedgaden er det ligesom at være med i en western.

​

Goldfield ligger på Hwy. 88 nordøst for Phoenix. Vejen hedder også Apache Trail og er en sand perle for roadtrippere, der ikke viger for en hel dag på grusveje. 

 

Denne rute har et væld af interessante viewpoints, broer, søer og natur. Det er en såkaldt Scenic Byways og ender smukt ved dæmningen og den fotogene bro ved Roosevelt Bridge. Tæt herpå kan man opleve indianerruiner i Tonto National Monument.

​

Der er gratis entre, men vil man ned i minen, se slangerne, på rundtur på bordellet osv, må man betale.

​

Drivingusa på horehus.

Uden for den store salon reklameres der med en rundvisning på horehuset. Den tager 45 minutter! Hvorfor ikke, tænkte jeg og gik ind af døren, som dagen første kunde. En mørkhåret kvinde i starten af fyrrene byder mig velkommen og præsenterer sig selv, som Mrs. Kelly. 

 

Jeg forklarer mit ærinde som rejsejournalist og hun er meget imødekommende. Hun viser mig rundt og fortæller om stedet. Jeg spørger om jeg må fotograffere hende. "Naturligvis" svarer hun og tilføjer. "Hvor vil du have mig", siger hun med et drilsk smil, mens hun læner sig op af den store dobbeltseng. Dét billede (i sengen) vil jeg gerne have, men min pænhed forbyder det, så jeg nævner sofaen som mulig fotoshot. Miss Kelly fortæller, at alle damerne bliver stillet to krav, ved ansættelsen. De skal være smukke og de skal have en god uddannelse.

​

På horehuset arbejdede der 17 kvinder. De kunne læse og skrive, lave mad og sy. Disse kvalifikationer var der dagligt brug for, for de mænd der kom, havde også brug for en, der kunne hjælpe med et brev. Damerne havde ca. 12 kunder om dagen. 

​

Der var ingen døre på bordellet. Dels for at passe på damerne, dels for at Madam (bestyreren) kunne lytte med til kundens og damens forhandlinger. Da hun skulle have provision, ville hun gerne kende prisen, så hun ikke blev snydt.

 

I rummet stå et stor badekar af kobber og Mrs. Kelly fortæller: "Jo mere vand man fyldte i badekarret, jo mere kostede det". Man hældte også en flaske Gin i. Havde kunden en kønssygdom, ville spiritussen give svie så meget at kunden ikke kunne opholde sig i vandet og så blev han bortvist. Senere på dagen blev badet billigere, efter flere kunder havde været i det samme vand.

 

Kunderne kunne godt købe spiritus, men prisen var 5 gange prisen i baren nedenunder. Dette betød, at mændene ikke blev for fulde, eller mistede selvkontrol og indtjeningen blev bedre.  

 

Ikke alle damer var ludere. Nogle var selskabsdamer, der f.eks bagte kundens yndlingskage, læste breve og hyggede om kunderne.

​

En del af damerne havde børn. Disse blev pænt opdraget og lærte at læse og skrive. En del af damerne var sterile efter mange aborter. Inden hun nævner dette faktum spørger Mrs. Kelly en af tilhørerne, en kvinde der har en pige på 12 år med, om hun må omtale abort i pigens nærvær. Kvinden forlader rundvisningen, sammen med barnet. Abort emnet er meget kontroversielt i USA! 

​

Jeg kan varmt anbefale rundvisningen, der blev formidlet med stor respekt, indsigt og morskab.

 

I udkanten af byen arbejdede "The Crisp", dvs ludere der befandt sig på den nederste del af rangstien. De havde 40-50 kunder om dagen i deres små telte. Mændene skulle ikke tage deres støvler af, for det var der ikke tid til. Disse kvinder var naturligvis stærkt forarmede og de fleste var alkoholikere eller heroinmisbrugere.

​

Byer som Goldfield havde deres egen "Chinatown". Kineserne var gode til at arbejde med sprængstoffer og  tøjvask. det var hovedsageligt mænd, der arbejdede i Amerika. Der var ca. 50 mænd for hver kinetisk kvinde og det var derfor svært for gruppen af kinesere, at etablere sig med kone og børn i landet. De havde næsten ingen chance for at skulle lykkedes. Heraf kommer vendingen "ikke at have en kinamands chance".

​

GPS: 33°27'17.0"N 111°29'30.3"W

​

Tidsforbrug: En halv dag

​

Se også:

Bodie Ghost Town

Calico Ghost Town

Butch Cassidys hjem i Utah

​

​

​