Rainbow Mountains - de stribede bjerge.

Et sted i det sydvestlige USA.

Stedet der ikke må afsløres

Opmærksomme læsere vil vide, at jeg rejser rundt, som en anden nomade, på jagt efter, gerne ukendte, amerikanske naturfænomener, i og uden for de berømte nationalparker. Når jeg har fundet mit bytte, omringer jeg det med ord, fotos og video, hvorefter det som et nedlagt trofæ lægges op på mit rejsesite.

Det var sådan en jagt jeg havde gang i, da jeg en sen novemberaften støder på en video, der øjeblikkelig fik min puls til at stige. En mand på min alder, viser et område frem, hvor klipper og jorden er en sand farvepalette. Det lignede en regnbue, lavet af klipper og vegetation.

Jeg skrev straks til ham. Han hedder faktisk Hansen og bor i i området. Han viser sig at være dansk/svensk amerikaner.

Jeg har lovet ikke at sige noget, var hans første svar.

Spørgsmålet jeg stillede var: “Hvor ligger det sted du viser frem på youtube videoen”?

Han fortsatte: “Du kan jo gå ned i byen (X) og spørge. Måske er der nogen der vil fortælle dig det. Men du skal nok ikke regne med det, fortsatte han. Det er en lokal hemmelighed, som vi helst ikke fortæller", sagde han.

Måtte lugte mig frem

Jeg blev ved med at presse ham, med dårlige argumenter á la "vi er jo begge danskere" og til sidst fortalte han, hvor det ca. lå. "Du må lugte dig frem", var hans sidste besked.

Jeg begyndte straks at lugte mig frem på Google Earth og fandt noget der lignede stedet.

Da jeg i påsken 2018 endelig kom til området, kunne jeg på lang afstand se, at jeg var på sikker kurs. Vi fik stillet bilen på en lille holdeplads. Vi var alene. Perfekt. Jeg gik ned i den tørre wash (flodseng) og fulgte den et stykke tid.

For at få bedre overblik, gik jeg op af de høje skrænter og efter nogle minutter kom forløsningen.

Med julelys i øjnene stod jeg og beundrede mit bytte. Det var lige så fantastisk som på billederne og ligner lidt Painted Hills, der ligger oppe i Oregon.

Jeg tog mine kameraer frem og gik systematisk igang.

På vej ned i området konstaterede jeg hurtigt, hvor porøs overfladen var. De løse sten gjorde det lettere farligt, at bevæge sig rundt i. Det stod hurtigt klart hvorfor denne Hansen ikke ville røbe hvor området ligger. Hvis stedet blev et kendt turistmål, ville området gå til.

Jeg kigger på Renè, der er en af mine medrejsende, og som også fotograferer på livet løs. Vi får øjenkontakt og behøver ikke at udveksle ord. Det blik siger det hele. Det her er stort.

Han hjælper mig med at filme min video, inden vi pakker sammen.

For at komme til området, er vi kørt en lille time ud af en grusvej. Her er ingen skilte, hvilket heller ikke er så underligt, for stedet har slet ikke noget officielt navn. Det er her bare.

Pudsigt nok, har jeg besøgt et andet sted, der ligger kun 6 km herfra.

Vi går tilbage gennem washen og finder nemt bilen. Jeg kigger op mod regnbuen og genbruger hviskende Arnold Schwarzeneggers berømte sætning. "I’ll be back!"

Se også:

Har du en kommentar, eller et spørgsmål, så brug Facebookgruppen USA Forum.