Officielt findes der idag 566 stammer som den amerikanske regering anerkender. Næsten lige så mange stammer ønsker også at blive anerkendt. Med anerkendelsen hører nemlig også retten til jord, undergrund og statsstøtte og derfor er det utrolig svært, at opnå.

 

Navajo er, med sine 280.000 medlemmer, den største stamme i USA. Geografisk ligger reservatet i de Four Corners stater: Colorado, Utah, New Mexico og ikke mindst Arizona. Staten Arizona stammer fra det indianske ord arizonac, som betyder "stedet ved den lille kilde". Navajo nationen er på størrelse med sjælland.

 

Oprindeligt stammer de fra Pueblo indianerne, dvs. forhistoriske indianere der boede i huse. Pueblo betyder hus på spansk. Navajo kalder dem for (Anasazi) der betyder “De gamle” .

 

Hopi folket, der bor tæt herpå kalder dem for “Hi-sat-si-nom” (Folk i længe siden)

 

Navajostammen kalder sig “Dineh” (De’Na’), der betyder "folket" på Navajo sprog. De udvandrede fra Canada omkring det 15. århundrede og er i tæt familie med Apache.

 

De udviklede sig fra at være nomadefolk, til at bosætte sig i lidt større enheder. De blev virkelig dygtige landmænd, fik får og dyrkede majs.

 

Ligeledes blev de dygtige kunsthåndværkere, vævede og lavede lerpotter som de solgte. Den store flid gav resultat og Navajo blev relativt velhavende.

 

I krig i 250 år

Gennem historien har der flydt megen blod i stammen. Pres fra spanierne fra syd, Comanche fra øst, og Ute fra nord, betød at Navajo mere eller mindre var i krig i 250 år. I 1300 tallet måtte de forlade deres område på grund af vejrmæssige forhold. Om det var tørke eller en neuklear vinter, på grund af vulkaner vides ikke med sikkerhed, men man ved at området var tørkeramt i en del år. 

 

I kølvandet af den amerikanske krig med Mexico, var hele regionen under pres. I 1846 dukkede de amerikanske tropper op i det sydvestlige USA, hvor de er i krig med mexicanerne. Texas og Californien bliver amerikansk som resultat af denne krig.

 

Flere og flere hvide flyttede ind i New Mexico (Navajo territorie) og bosatte sig. Disse bosættere mødte hård modstand fra Apache og Navajo,

 

Den amerikanske hær med Kit Carlson i spidsen ødelagde Navajos marker, frugtplantager, huse og husdyr, for at trænge Navajo tilbage. En stor gruppe Navajo trak sig tilbage, i ly af vinteren nede i Canyon de Chelly. 

 

Tårernes march

Kit Carlson forsøgte at belejre de sidste Navajo, der havde forskanset sig højt oppe på Fortress Rock, i Canyon de Chelly. Soldaterne kunne ikke forfølge dem, da de havde trukket deres stiger op. Madforråd havde de nok af, mens de hurtigt løb tør for vand. Soldaterne der bevogtede vandhullet opdagede ikke at 70 Navajo dannede en menneskekæde på messaet, så de kunne sænke deres kander og gryde ned i vandhullet. Hver nat trak de således vand op, lige for øjnene af de trætte vagter. Denne listighed er den dag idag en stor legende, som Navajo gerne fortæller om.

 

Da soldaterne opdager det, går de løs på Navojo i en ren massakre. De resterende overgiver sig og 8.500 Navajo tvinges til Fort Summer 500 km væk. Rejsen der foregik om vinteren tog 2 måneder og kostede flere hundrede livet. Marchen blev senere filmatiseret som “Tårernes march” eller Den lange March.

 

Traktat fest ender galt

I forbindelse med en traktatsunderskrivelse, skyder flere Navajo på i luften af glæde. De amerikanske soldater griber til våben og 75 Navajo dør. Navajos ledere beslutter at de aldrig vil skyde i luften igen, da de hvide misforstår deres hensigter. Året efter “tildeles” Navajo et reservatområde, med Canyon de Chelly som hovedkvarter. 

​

Navajos historie ender ikke lykkeligt og som mange andre indianerstammer, er deres fortællinger fyldt med rædselsvækkende beretninger. Slut, slaveri, forfølgelse, underkastelse og traktater der alle blev brudt.    

 

Området der idag retteligt er tilkendt Navajo som territorie, er siden traktatens indgåelse skrumpet ind til 10 % af det oprindelige. 

​

Navajo Code Talker.

Under 2. verdenskrig blev den amerikanske hærs  militærkoder gang på gang blev knækket af japanerne. Gode råd var dyre. En Navajo henvendte sig til hæren med en ide om, at lade Navajoe indianere sende mundtlige koder, på deres eget sprog.

 

Navajo har intet skriftsprog, intet alfabet og var derfor oplagt. Kun ganske få talte sproget, der havde været forbudt i en årrække. Dermed var risikoen for at koden blev knækket, meget lille.

​

29 Navajo blev uddannet i at sende beskeder. De lærte 411 ord, der skulle bruges. Det engelske ord for tante, (Ant) blev oversat til Navajo og på den måde blev et alfabet dannet. Bomber var æg og kartofler var håndgranater. Ord blev opfundet til lejligheden. Det tog dog sin tid, inden generalerne fandt ud af, at de havde et hemmeligt våben tilrådighed. Først da Navajo måtte bruge radio, opdagede man hvad de kunne. Man havde ved krigens slutning 400 Navajo Code Talkers og deres beskeder blev aldrig afsløret. 

​

I slaget om de stratetisk vigtige øer i Stillehavet var 6 Code Talkers i arbejde døgnet rundt og tog imod over 800 beskeder. Disse blev straks oversat mundtlig og kunne derfor straks udføres. 

​

3600 Navajo kæmpede i krigen. For deres indsats var der ingen medaljer eller anerkendelse. Først i 1969 blev deres indsats kendt. Symbolet på deres uniform er et tvilling icon, der skal holde monstre væk.

 

I Window Rock, Arizona der er Navajos hovedkvarter, står der en statue af Code Talkerne. Navajo er meget stolte af deres soldater og over deres bidrag under krigen.

​

Navajo idag

Idag bestyrer Navajo talrige turist attraktioner f.eks Four Corners, Antelope, Canyon de Chelly, Monument Valley, Navajo National Monument, hoteller, casinos m.m.

I deres reservat finder man talrige naturområder, som man bør besøge. Ship Rock, Bisti Badlands og Ah-shi-sle-pah.

​

Stammen har eget politi og mange sociale problemer.

Man kan ikke købe øl, vin eller spiritus i hele reservatet, hverken i supermarked eller på restauranter.

​

Jeg anbefaler gerne brug af Navajo som guider. 

​

Spøgelser og overtro.

Overtro trives stadigt, i bedste velgående. Navajo tror på, at den døendes sidste udånding “chindi” er personens negative side. “Chindi” er et spøgelsesagtigt fænomen, der kan bringe spøgelsessyge med sig. Den døende bringes ud i det fri, så chindi ikke klæber sig fast til afdødes hus og ejendele. Efter døden bliver den afdødes navn aldrig nævnt igen, da dette vil blive hørt af chindi, der straks vil hjemsøge den der nævnte afdødes navn.

 

Chindi kan også forklæde sig f.eks i dyr. Ser man en coyote der står på bagbenene, er det et sikkert tegn. Dyr med døde øjne (der ikke afspejler sig i bilens forlygter), skal man undgå.  

​

Man kan godt more sig lidt over disse overtrodiske ting, men det er såmænd ikke mange år siden, at vi i Danmark lagde mønter på den afdødes øjne. Det var penge til "færgemanden", når man skulle over på "den anden side".

​

"Der er ingen død, kun et verdensskifte", gammelt indiansk udtryk.

​

Ser man en hvirvelvind, der hvirvler sandet med sig, mod urets retning, der den besat af chindi. Er retningen med urets retning, er den fredelig.

​

Bliver man ramt af chindi, skal der masser af bøn til, mens stammen sætter sig rundt om den angrebne. Man ber og synger for den syge. Er den syge et godt menneske, med respekt for jordens skabninger, vil dette være den bedste medicin. 

​