Grand Canyon West Skywalk

Arizona

På rundtur i Grand Canyon West.

Exklusive Interview med Hualapai, Lana Lee.

Midt i Hualapai indianernes land.

Stærkt forsinket møder jeg op på modtagelsespladsen, hvor alle skal efterlade deres bil, inden man med shuttlebus fragtes op til Grand Canyon Vest. Jeg undskylder mange gange min forsinkelse til Lana Lee, der er repræsentant for Hualapai folket. Vi har aftalt et interview. Hun smiler venligt og konstaterer blot: “Du er bare på indian-time”. Take it easy!

Grand Canyon Vest, med den hypede Skywalk er meget populær. Jeg gætter på, at de fleste turister ikke ved, at de befinder sig i Hualapai reservatet. De fleste kommer via Las Vegas og vælger denne del af Grand Canyon, da den ligger tættest på.

Vi kører sammen ud til kanten af den store canyon og kan ved selvsyn konstatere, at den ér stor. Kaibab indianerne, der bor nordøst for Hualapai, kalder den for “bjerget der vender omvendt”. Pointen er nem at få øje på.

Sammenligner man de forskellige områder af Grand Canyon, synes den vestlige del ikke så stor som den populære South Rim. Til gengæld ser man Coloradofloden ganske tydeligt og den klæder de farvede lag, der fortæller områdets geologiske historie.

Med tøvende skridt bevæger jeg mig ud på Skywalken. Den bueformede glasbro er 70 meter lang, men jeg er nu mere bekymret for de 1800 meter, der er til bunden, som jeg kan se under mig. Lana beroliger mig med, at hver glasplade kan klare 800 personer og modstå jordskælv på 8.0.

Jeg finder hurtigt trygheden og nyder istedet udsigten. Ligefrem ser man straks ørnen, der som mejslet, toner frem i klippen foran mig. Hualapai kalder det Sa´ Nyu Wa, der betyder Home of the Eagle.

Da stammen er et naturfolk, opfattes dyr som værende lige så vigtige som mennesker. Ørnen en særlig symbolsk betydning, da den med sin kraft og styrke beskytter Hualapai folket. Omvendt er dyr som uglen og ørkenræven ulykkesdyr, da disse bringer dårlige beskeder. Derfor laver man handlinger der modvirker dette f.eks bøn, eller positive tanker.

Fra omkring år 600 har Hualapaifolket der kalder sig “People of the tall Pine” boet her i Grand Canyon. Længere mod nord finder man de høje fyrtræer, de er opkaldt efter. I stammens selvforståelse, har man imidlertid altid boet her ved Coloradofloden, der gennem tiden har givet dem vand og dermed mulighed for at dyrke afgrøder. De fleste indianere var i sagens natur landmænd.

“Vi er tæt forbundne med andre stammer, som f.eks Havasupai og Yavapai. Pai betyder folk. Vi har sammenkomster og powwows sammen med vore nabostammer, fortæller Lana Lee.

Stammerne har desuden et historisk skæbnefællesskab. Alle har de været tæt på at uddø, da europæerne kom og bar smitsomme videre. Før deres ankomst til Amerika, var halsbetændelse en af de farligste sygdomme. Milioner af indianere døde nu af mæslinger kobber og hele folk bukkede under.

Hualapais første møde med hvide var i 1500 tallet, hvor den spansk mexicanske missionær Padre Frances Garces kom til området. Senere kom de hvide bosættere, der resulterede i konflikt, da de i 1865 slog en af Hualapais ledere ihjel. Hualapai krigen varede i 5 år og stammen mistede en trediedel af deres folk. Senere var anlæggelsen af jernbanen fra Santa Fe grund til konflikt og krigshandlinger.

De hvide bosættere havde et umætteligt behov for mere land og med den amerikanske hærs støtte, blev indianerne i 1830 fjernet fra deres territorie, med Indian Removal Act loven, som moralsk alibi. Hualapai blev også tvangsfjernet og måtte gå “The trail of Tears”, der kostede mange menneskeliv.

Vejen tilbage til et liv, side om side med det hvide USA, har været en lang og sej kamp. Mange klarede det ikke og mange klarer det stadigvæk ikke. I mange reservater er de sociale forhold rædselsfulde og her finder man ofte Amerikas nederste socialklasse. 50 % arbejdsløshed, lav levealder, skyhøj procentrate af sukkersyge, misbrug, alkoholisme og fornedrelse er de direkte følger, af et folk der tabte hele kampen.

Idag er der 2800 Hualapais tilbage. Heraf er ca. 1500 børn under 18 år. En del af børnene bor på indianske kostskoler i nabostaterne. Her lærer børnene om deres historie og undervises i deres modersmål. I reservatet tilskynder man ligefrem til blandede ægteskaber, da dette vil gavne deres gener, da man er et lille folk.

Lana Lee er klippet korthåret, så man kan se, at hun bærer sorg. “Min søster er lige død og hun fik mit hår med på rejsen”, forklarer hun og viser hvorlangt det var. “Da hun blev begravet, sendte vi hende afsted med sang og timelange danse”.

Hualapai driver talrige aktiviteter så som riverrafting, zipline, overnatning, indianerby, old vesten by, dans, salg af merchandise, besøg i Grand Canyon, Skywalken og Guano Point, der er en del af oplevelsen hos indianerne. Man kan ikke bruge sit National Park Pass her, så der er en entrepris på mindst 60$. Afhængig af hvad man vil se, udbyder stammen forskellige pakker. Check disse og aktuel pris, på hjemmesiden (se øverst).

Hualapai indianerne kan ikke løfte turistopgaven selv, men har hyret hundredevis af folk, der ikke tilhører stammen. Omkring en million turister kommer årligt til Grand Canyon Vest. Tallet stiger hurtigt og Hualapai investerer mange penge i bla. større parkeringsanlæg.

Mange af stammens medlemmer arbejder således med turisme. De bor dog langt herfra i Peach Springs, der ligger på den historiske Route 66. Bedømt på byggebommet i reservatet klarer Hualapai sig tilsyneladende godt rent økonomisk. Deres fremgang er dem vel undt.

Dag jeg dagen efter kører gennem reservatet, passerer jeg et skilt med teksten: “Love Mother Earth, Dont Litter!”. Indianerne var kendt for, at behandle jorden med omtanke. Her kan vi hvide lære noget.

Naturfolk

Mødet med de hvide europæere

Lever af turisme

Shuttlebus til Skywalken

Når man ankommer til Grand Canyon, skal man parkere sin bil et godt stykke fra Skywalken. Når man har betalt entre (årskortet til nationalparkerne gælder ikke her) bliver man fragtet til Skywalken i shuttlebus. Omkring halvdelen går på Skywalken, mens den anden halvdel vælger det fra.

Vil man se Guano Point, hvilket jeg anbefaler, skal man med bussen igen. Det tager ca. 10 minutter, samt ventetid på bussen.

Vejen op til Grand Canyon West går gennem Joshua Tree Forest og disse træer er endda større end i nationalparken Joshua Tree.

Tip.

Sørg for at tanke benzin når du kører fra motorvejen mod Grand Canyon West.

Se også min guide til turistvenlige stammer.