top of page

Cathedral Gorge
State Park

Skærmbillede 2023-04-23 kl. 22.29.56.png

Klik på kortet

Nevada

Lidt uden for de flestes roadtrip rute, i Nevada og Utahs grænseland, ligger den smukke og finurlige statspark Cathedral Gorge State Park. Min første tanke var, at parken så menneskabt ud og at de vilde sandstensformationer blot var rekvisitter til en Hollywoodproduktion.

 

En udtørret søbund

Det forholder sig naturligvis ganske anderledes, for de brune klipper er rester fra en søbund, der lå her for en million år siden. Da klimaet ændrede sig, drænede søen gradvis og klipperne der bestod af siltsten og bentonit-ler eroderede. Regnvand arbejdede sig ned i klippesprækkerne og processen mellem stærk varme om dagen og frosne nætter (i 1500 meters højde) udvider sprækkerne og giver dem det look man nu ser. I parentes bemærket er det den samme proces man ser i Bryce Canyon National Park.  

 

Nomadiske indianerstammer som fx anasazi og southern-paiute besatte området for 12.000 år siden og brugte området til jagt. I 1864 kom mormonske pionerer hertil for at drive landbrug. Få år senere fandt man tæt på statsparken sølvmalm, hvorfor man etablerede byen Bullionville. I dag ligger her kun en lille kirkegård nord for parkens indgang, ved US Hwy. 93.

 

I 1935 blev Cathedral Gorge en af Nevadas første fire statsparker og unge arbejdsløse fra Civilian Conservation Corps (CCC) byggede picnic- og campingfaciliteter, hvoraf nogle stadig er i brug. Stenvandtårnet der skulle sikre vand står her endnu, men vandprojektet måtte opgives, da der var et for højt basisk alkali indhold, hvilket gjorde det udrikkelig.

 

På opdagelse i hulerne

Tæt på vandtårnet ligger hulerne Moon, Canyon og Cathedral og disse bør man udforske. Der er ikke tale om egentlige huler, men kløftens vægge indsnævrer sig så meget, at man får følelsen af at være inde i en hule. De skiltes også som slot canyons. I samme sekund at man går ind i hulerne falder temperaturen øjeblikkelig. Flere steder er kløfterne så smalle, at man må gå sidelæns og mange steder kan to personer ikke passere hinanden. Bemærk hvor porøse klipperne er. 

 

Parken har et rigt dyreliv, især af fugle som den seje roadrunner, små pattedyr som kaniner, prærieulve, ræve, stinkdyr, mus og flere ugiftige slanger som fx gophers. Hjorte ses ofte i området omkring Miller Point, og mange af dem begiver sig ind i slugten når vejret bliver koldt. Ser man en stor slange er det en Great Basin Rattlesnake. Gå uden om den!

 

Flere gode trails.

Juniper Draw Loop Trail på 5 km er en af parkens mest populære trails. Den tager ca. 75 minutter og inkluderer Millers Point der har en god udsigt over den vilde gorge. Parkerer på Gps. 37°49'20.7"N 114°25’00.2"W ved Cathedral Valley Camp Ground, hvor man efter at have gået Juniper Draw loopet, kan supplere turen med Nature Trail 1 km, der går hen til de tre førnævnte huler.

Selv om parken ligger lidt yderligt for de flestes rute, kan den fx kombineres med Great Basin National Park, Pine Park, Snow Canyon State Park og Zion National Park.

Alle fotos: © Michael Bo Christensen 

Har du en kommentar, eller et spørgsmål, så skriv til mig på kontakt@drivingusa.dk eller Facebookgruppen USA Forum

Cathedral Gorge i Nevada.

Cathedral Gorge State Park har sit eget look. 

Statsparken Cathedral Gorge i Nevada.

Indgang til hulerne. Foto: Renee Graysson

Vandtårn bygget af CCC.

Vandtårnet der blev bygget af CCC

Udsigt fra Millers Point.

Cathedral Gorge State Park set fra Millers Point. 

Cathedral Gorge i Nevada.

Statsparken syntes udformet af mennesker. 

Smalle gange i Cathedral Gorge.

Smalle gange i hulerne.

 

bottom of page